En kontorchef og en sagsbehandler i Miljøstyrelsen har handlet stik mod alle retningslinier og af uforklarlige årsager haft mulighed for at sende i alt 43 millioner kroner ned i kassen hos en privat virksomhed, som skulle udvikle en sensor, der hjælper med overvågningen af olieudslip.
Ifølge Jyllands-Posten giver skandalen Miljøstyrelsens direktør, Ole Christiansen, meget røde ører.
»Det har vist sig, at der hverken har været hjemmel eller bevilling til at udbetale de mange penge. Desuden er der formentlig problemer i forhold til EU, fordi udbetalingerne er i strid med reglerne om statsstøtte. Hvis der sker sløseri med reglerne, kan sådan noget ske, men det er ekstremt beklageligt,« siger direktøren, som selv tog initiativ til en intern undersøgelse, da han fandt ud af, at noget var galt.
Projektet har kørt siden 1998, men de overdrevne udbetalinger blev først opdaget i foråret. Siden da er politiet, Rigsrevisionen, Kammeradvokaten og EU-Kommissionen draget ind i sagen.
De to medarbejdere i Miljøstyrelsen har tilsyneladende ikke selv fået noget ud af at betalingerne, men de er blevet fritstillet, mens politiet undersøger sagen nærmere.
Tidligere direktør i Miljøstyrelsen, Steen Gade, som nu er miljøordfører for SF, fortæller Jyllands-Posten, at han i sine år fra 1999 til 2003 aldrig har godkendt bevillingerne og aldrig ville have accepteret dem.
På grund af skandalen har miljøminister Connie Hedegaard (K) netop bedt Folketingets finansudvalg om ekstra 15 millioner kroner for at undgå et stort underskud i Miljøstyrelsen.
»Det er dybt beklageligt, at alle interne regler og procedurer tilsidesættes. Jeg har naturligvis bedt Miljøstyrelsens ledelse om at sikre, at noget sådant ikke kan ske igen,« siger hun.