De danske skove er i ringe tilstand. Det var beskeden fra en gruppe forskere, der lavede en rapport om tilstanden i de danske skove til Danmarks Miljøundersøgelser.
Der var dog for skrap kost for Miljøministeriet, der krævede ordet ændret til god i den endelige rapport. Det skriver Berlingske Tidende.
SF's miljøordfører Ida Auken er vred over rettelserne.
"Det er helt uhørt, at ministerierne går ind og fortæller sine fagfolk, hvad de skal komme frem til. Hvor de så bagefter låner deres troværdighed, så vi andre tror, at der er saglig dækning for de her tal," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun vil nu kræve en forklaring af miljøminister Troels Lund Poulsen (V), der under ministeransvar skal fortælle, hvorfor de krævede ændringerne gennemført.
"Miljøministeren skal selvfølgelig holdes ansvarligt for det her. Jeg skal have ham med i Folketingssalen, lige så snart Folketinget åbner, og have ham til at stå til regnskab. Og så skal der bores videre, fordi jeg tror, at det her er noget, der sker helt systematisk i Miljøministeriet," siger Ida Auken.