Der tegner sig et folketingsflertal for at sætte en prop i færger og krydstogtskibes afføringsudløb.
Det sker efter, at Nyhedsavisen i går skrev, at store færgeselskaber som Colorline, DFDS og Polferries erkender, at de sender toilet- og badevand fra millioner af passagerer lige ud i Østersøen og Nordsøen.
Danmark skal derfor kæmpe for, at ændre de internationale søfartsregler gennem søfartsorganisationen IMO, så skibe bliver tvunget til at tage sit affald med i land, lyder det lige fra SF til Venstre.
»Det er svineri, at de lukker afføring ud i havet, Det skal ændres internationalt, samtidig med at der bør indføres klækkelige bøder til rederierne for at svine,« siger miljøordfører Eyvind Vesselbo (V).
Og SF vil rejse det i Folketinget.
»Lyder ulækkert«
Miljøminister Connie Hedegaard (K), lover foreløbigt at tage det op ved et internationalt møde om Østersøen i Oktober i sammenslutningen Helcom. Hun glæder sig over, at enkelte rederier tager sin afføring med i land.
»Det er fint. Men skibes udledning af afføring udgør kun et halv procent af kvælstofudledningen i havene. Alt der lyder ulækkert, behøver ikke være det. Nu vil vi se på det, måske bør skibe udlede vandet længere fra kysterne,« siger ministeren.
FN s miljøprogram, UNEP, udnævnte allerede i 2004 Østersøen som død zone på grund af kvælstofsforurening og iltsvind.
Og Danmarks Rederiforening er klar til at love ikke at udlede afføring i den følsomme Østersø, hvis politikere internationalt kan blive enige.
»Ønsker politikerne det, så vil vi gerne se på om vi skal stoppe med udledningen i Østersøen,« siger afdelingschef Hans Henrik Petersen i Rederiforeningen.
Nyhedsavisen kunne i går afdække, at en stor del af de færger og krydstogtskibe, der anløber danske havne, skyller sit toilet- og badevand direkte ud i internationale farvande. Det er lovligt bare de er 12 sømil fra kysten.
Redderier, der lukker afføringen ud: DFDS, Polferries, Colorline, FjordLine og Kystlink.