Den regeringsrokade, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mandag præsenterede for offentligheden, har blandt andet medført en udskiftning på posterne som miljøminister og klimaminister.
Danmarks Naturfredningsforening lykønsker de nye ministre, men organisationen forventer også, at ministrene tager ansvar og handler mere grønt frem for blot at snakke om det.
Det siger præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.
- Deres store opgave bliver nu at skabe resultater inden for de politiske linjer, der allerede er lagt. Det bliver afgørende, at de udnytter den historiske mulighed, der er for at give naturen et markant løft.
- Der skal handles nu, hvis det er noget, man skal kunne se i eftertiden. Skinnerne er lagt til store resultater, og nu skal toget ud og køre. Det er det, vi mangler at se - der skal jo ske noget. Det er ikke nok at lave planer og snakke om det, siger hun.
Socialdemokraten Kirsten Brosbøl er ny miljøminister efter Ida Auken (dengang SF - nu R), mens Rasmus Helveg Petersen (R) overtager hvervet som klima- og energiminister efter partifællen Martin Lidegaard.
Sidste år kom Natur- og Landbrugskommissionen med 44 anbefalinger til, hvordan Danmark kan få et mere bæredygtigt landbrug og en rigere natur.
Det er blandt andet disse anbefalinger, de nye ministre nu skal føre ud i praksis, men det bliver ikke let.
Det siger John Norbo, der er klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden.
- Vi forventer, at ministrene viderefører den politiske linje, der allerede er lagt. Der er pænt store sager på skrivebordet for dem begge to, og det bliver ikke nemt. Det er komplekse og svære problemstillinger, der skal tackles, siger John Norbo.
Mere konkret ser WWF frem til den klimalov, som den nu tidligere klimaminister Martin Lidegaard i sidste uge annoncerede var på trapperne.
- Vi forventer, der kommer et meget hurtigt udspil. Det bliver lidt af en ilddåb for Rasmus Helveg Petersen at forhandle med V og K på området, siger John Norbo.
Rasmus Helveg Petersen har en grøn fortid, da han tidligere var kommunikations- og marketingchef i WWF Verdensnaturfonden.
/ritzau/