Det er på den ene side glædeligt, at miljøminister Connie Hedegaard (K) har fået større indflydelse på energipolitikken. Blandt andet er det til dels hendes fortjeneste, at Danmark skal være vært ved næste FN-klima-topmøde i 2009.
Men på den anden side er det udtryk for en forældet tankegang, når hun lancerer en kampagne med et krav om et ton mindre CO2 per dansker ved at henvise os alle til god opførsel. For på den måde bliver klimaforandringerne det enkelte menneskes ansvar i stedet for et fælles problem og dermed et fælles ansvar. Kampagnen er dog i bund og grund sympatisk nok, for selvfølgelig har vi alle et ansvar for at tage cyklen og huske at slukke lyset. Men hvorfor ikke gøre en reel forskel?
Socialdemokraterne tror på, at vi alle kan og ønsker at gøre en forskel ¿ også hvis det har omkostninger for vores livsstil. Men det kræver, at regeringen ikke spænder ben ved for eksempel at give skattebegunstigelser til køb af firehjulstrækkere på gule plader.