Styrker under ledelse af oprørslederen Khalifa Haftar udsatte tirsdag civile i Libyens hovedstad, Tripoli, for intense bombardementer. Det sker, efter at regeringsstyrker har genindtaget to strategisk vigtige byer.
Den internationalt anerkendte regering i Tripoli beskylder Haftars styrker for at hævne sig på civilbefolkningen, fordi de har lidt nederlag i de to kystbyer Sorman og Sabratha.
- Den kriminelle milits og deres lejesvende har afreageret på civile boligområder i Tripoli, som de har bombarderet med snesevis af raketter og missiler, siger regeringstalsmanden, Mohamad Gnounou.
De to byer ligger 60 og 70 kilometer vest for Tripoli - omkring halvvejs mod Tunesiens grænsen. Iagttagere siger, at det er et betydeligt nederlag for Haftars styrker, som i over et år har føret en belejringskrig mod Tripoli.
Khalifa Haftars styrkers optrappede beskydning af Tripoli vækker bekymring i FN.
Verdensorganisationen sagde i påsken, at omkring to millioner libyere - deriblandt 600.000 børn - er ramt af ødelagte vandforsyninger. Militsen får skylden for at have ødelagt dem.
Libyens kystbyer får vand fra et kæmpemæssigt netværk af kunstige søer, som blev anlagt og opbygget under Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi.
- Sådanne individuelle handlinger for at straffe millioner af uskyldige mennesker kollektivt er afskyelige og må standse øjeblikkeligt, hedder det i en erklæring fra FN's nødhjælpskoordinator Yacoub El Hillo.
Under coronapandemien er adgang til vand og elektricitet livsvigtig, påpeger han.
Officielt har Libyen dog indtil nu kun påvist omkring 25 smittetilfælde, men frygten for virusset forværrer situationen for familier, der dagligt kæmper for vand, mad, husly og behandling fra blandt andet Røde Kors.
– Klinikker og sygehuse er overbelastede med krigsskadede og patienter med kroniske sygdomme, så der er kun begrænset kapacitet til patienter med Covid-19, siger Willem de Jonge, som leder Røde Kors i Libyen.
FN siger, at hundredvis af mennesker er blevet dræbt, og at over 200.000 er blevet fordrevet fra deres hjem, siden oprørslederen Haftar indledte sit angreb på Tripoli, som hurtigt førte til en blodig stillingskrig.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP