Private pigeskoler i Swat-distriktet i det nordlige Pakistan lukker, efter at Taleban i sidste måned udsendte et ultimatum om, at uddannelse af piger er "uislamisk."
Meldingen blev udsendt over radioen, og skolerne fik frist til den 15. januar, skriver bbc.co.uk.
Ejerne af skolerne siger, at de ikke bliver genåbnet, før der kommer ro i den uroplagede region, eller Taleban trækker ultimatummet tilbage. Regeringen siger, at den vil gøre alt, hvad den kan, for at beskytte skolerne.
Ejerne siger, at selvom de holdt skolerne åbne, ville forældrene alligevel holde eleverne hjemme af frygt for Taleban.
"De lokale myndigheder indkaldte skolerne i Mingora til et møde for to dage siden og lovede, at de ville stille sikkerhed for os, hvis vi holdt skolerne åbne, men der er ikke nogen, der vil løbe risikoen," siger en ejer af en skole i Mingora, der ligger midt i Swat-distriktet.
Der er over 350 skoler i Swat med separate afdelinger til piger og drenge, og Taleban har ødelagt næsten 150 skoler i det seneste år.