Kort før daggry lokal tid har en gruppe militante bevæbnet med geværer og panserværnsraketter indledt et angreb på en luftbase i den centrale del af Pakistan.
Tre timer efter luftbasen blev stormet, er der fortsat hårde kampe mellem de militante og sikkerhedsstyrker.
Indtil videre er der ingen meldinger om antallet af dræbte i forbindelse med kamphandlingerne, og antallet af militante, der er kommet ind på selve basen, er også ukendt. Luftbasen ligger i byen Kamra omkring 60 kilometer nordøst for Islamabad.
- En gruppe terrorister har angrebet en del af PAF Base Minhas. Der er voldsomme skududvekslinger mellem sikkerhedspersonale og terroristerne, hedder det i en udtalelse fra luftvåbnet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Reuters citerer luftvåbnet for, at sikkerhedsstyrkerne har omringet "terroristerne".
En formulering, som myndighederne i Pakistan konsekvent anvender om militante grupperinger.
Ingen har taget ansvaret for torsdagens angreb, men islamistiske militante med tilknytning til Taliban i Pakistan har de seneste fem år angrebet adskillige militærbaser.
I maj 2011 varede det 17 timer, før sikkerhedsstyrker havde nedkæmpet et tilsvarende angreb på en luftbase i den sydlige storby Karachi. Et angreb, som kostede 10 soldater livet og ødelagde to amerikanske jagerfly. Taliban hævdede at stå bag angrebet.
/ritzau/