Militante i Gaza sendte tirsdag over 25 mortérgranater ind over det sydlige Israel. Det oplyser militæret ifølge nyhedsbureauet AP.
Israel angreb senere tirsdag militante gruppers baser i Gazastriben. Sikkerhedskilder siger, at mindst én Hamas-base blev ramt samt fire andre baser, som tilhører en allieret gruppe, Islamisk Jihad.
Beskydningen af Israel tidligt på dagen var den hidtil mest intense siden krigen mellem Israel og palæstinensiske Hamas i 2014. Ingen kom noget til under angrebet. De fleste mortérgranater blev uskadeliggjort af forsvarssystemet Iron Dome.
De mange granater blev affyret fra Gaza på et tidspunkt, hvor situationen er yderst spændt i grænseområdet mellem Israel og Gaza.
Israelske medier rapporterer, at en granat landede ved en børnehave kort før åbningstid.
Vrede beboere nær institutionen siger til israelske radiostationer, at de føler sig meget sårbare efter at været blevet beskudt med raketter fra Gaza gennem 15 år.
- Israel vil svare hårdt igen mod dem, som forsøger at skade det, og vi holder Hamas ansvarlig, fordi den kunne forhindre sådanne angreb, sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, efter morterangrebet.
Kort efter begyndte israelske fly at kaste bomber ned over, hvad israelske sikkerhedskilder kaldte en træningslejr for Islamisk Jihad.
Situationen har været spændt ved grænsen i de seneste uger.
Her har palæstinensere gennemført masseprotester for blandt andet at få ophævet en blokade, som Israel og Egypten indførte i 2007. Det skete, efter at Hamas overtog magten i Gaza.
Israelske sikkerhedsstyrker har dræbt over 110 palæstinensere - de fleste under Hamas-ledede uroligheder, der kulminerede 14. maj.
Israel er begyndt at bygge en barriere i havet for at forhindre militante palæstinensere fra Gazastriben i at trænge ind i Israel fra vandsiden.
Barrieren, der ventes at være færdigbygget ved årets udgang, supplerer et byggeri på landjorden. Det skal forhindre palæstinensere i at grave tunneler og komme ind i Israel ad den vej.
/ritzau/AP