Det danske forsvar vil til at patruljere netauktioner for at jagte stjålent militærudstyr, som værnepligtige og tidligere soldater aldrig har afleveret tilbage eller direkte har stjålet.
»Hvad vi præcis vil gøre, holder vi foreløbig som en hemmelighed. Men nu tager vi fat på auktionssteder. Det kan jo ikke være rigtigt, at det udstyr, som vi ellers destruerer, ryger ud i almindelig handel. Samtidig har vi lavet retningslinjer, så folk i Forsvarets ved, at de ikke må sælge det, hæren ejer,« siger kommunikationschef Anders Paaskesen fra Forsvarets Materielkommando.
Skudsikker vest til salg
Det skærpede opsyn sker efter, at der for nylig blev sat en skudersikker vest til salg på netauktionen QXL – en frakmationsvest, som sådan en hedder i Forsvaret. Vesten var mærket med hærens mærke – HMAK.
Men det er langt fra første gang, at militærudstyr er sat til salg på hjemmesiden.
»Det sker jævnligt, at vi må pille militærudstyr af, som vi godt ved, at man ikke må sælge. Vi stopper simpelthen auktionen. Vi oplever også, at folk prøver at sælge ting fra Kongehuset eller medaljer og ridderkors på hjemmesiden, som man har arvet. De ved ikke, at ridderkors skal afleveres tilbage til Kongehuset, når man dør,« siger direktør Jacob Masters fra QXL.
Han er nu gået i dialog med hæren for at stoppe hælersalget af militærudstyr. Det kan dog være svært at se forskel, da der også findes lovlige kopiudgaver af forsvarets unifomer. De er blot ikke mærket HMAK.
Sprængstof på nettet
Oven i det forsvinder et ukendt antal blålyn, patroner og endda plastisk sprængstof fra den danske hær ved øvelser. Blålyn svarer til kanonslag.
En 37-årig officer, der i 2005 sprængte sig selv og sin søn i luften i Odense, brugte således et kilo stjålent plastisk sprængstof. Og i december kastede en 22-årig garder tre blålyn ud af sit vindue.
»Det forsvinder på øvelser, hvor man måske udleveret 20 kasser blålyn og måske kun bruger de 17. Så kan vi ikke bombesikkert sige, at der ikke er en soldat, der tager de overskydende blålyn med hjem,« siger kommunikationschef Anders Paaskesen.