De har prøvet det før. For fjerde gang på blot to årtier er Fijis regering styrtet af et militærkup. Militærlederen Voreqe Bainimarama sagde tirsdag i en tv-tale, at han har taget magten i landet og afsat premierminister Laisenia Qarase.
»Jeg opfordrer alle folk til at bevare roen og den fred, som lige nu er på Fiji,« sagde militærleder Bainimarama i talen til Fijis befolkning.
Kupplanerne har simret på Fiji i flere måneder, mens Bainimarama har anklaget premierministerens regering for korruption.
Premierministeren blev udpeget af Bainimarama efter et militærkup i 2000 og genvalgt sidste år.
Bainimarama har udnævnt lægen Jona Senilagakali til midlertidig premierminister og siger, at han vil genindsætte præsident Ratu Josefa Iloilo, som trådte tilbage for et par dage siden i forventning om kuppet. Præsident Iloilo skal derefter udnævnte en midlertidig regering, indtil der kan blive udskrevet nye valg på øen.
BBC skriver, at premierminister Qarase havde bedt Australien om at gribe militært ind for at forhindre kuppet. Men Australiens premierminister, John Howard, afviser at have haft denne mulighed, da det vil være lig med en invasion af Fiji.
Kuppet forventes ifølge BBC at blive fordømt i en lang række lande i løbet af tirsdagen.