Af frygt for at miste kontrol med masserne, har den libanesiske regering mandag aften sendt tropper ind i det centrale Beirut. Efter at en muslimsk pro-syrisk Hizbollah-tilhænger er blevet dræbt, frygter den anti-syriske regering, at militante Hizbollah-medlemmer vil gå til angreb på regeringen samt Libanons store kristne mindretal.
Libanesiske sikkerhedskilder oplyser til Reuters, at man blandt andet har sat tropper ind i de sunni-muslimske kvarterer, som shia-muslimske demonstranter er på vej igennem for at nå frem til Beiruts centrum.
Søndag blev der kastet med sten mellem de rivaliserende grupper. Mange frygter derfor, at Libanon kan blive kastet ud i en blodig borgerkrig ligesom den, der i 1980?erne nærmest totalt ødelagde Beirut.