Den berygtede terrorist Abu Sulaiman blev tirsdag dræbt i kampe med det filippinske militær. Det bekræftede militæret onsdag ifølge AP.
Abu Sulaiman, der i virkeligheden hed Jainal Antel Sali Jr., var på FBI’s liste over verdens mest eftersøgte personer, og amerikanerne udlovede en dusør på 30 millioner kroner for hans tilfangetagelse.
42-årige Sulaiman var talsmand for terrorgruppen Abu Sayyaf, som har udført flere terrorangreb i Filippinerne. Gruppen menes at have forbindelser til al-Qaeda og for at have været involveret i drab på flere amerikanere i Filippinerne. Amerikanerne har også sat gruppen i forbindelse med bombeangrebet på World Trade Center i 1993.