2007 ser ud til at blive et usædvanligt blodigt år på de danske landeveje.
Med fredagens dramatiske trafikuheld i Nordjylland, hvor fire mistede livet, har trafikken foreløbigt kostet 124 menneskeliv.
Det er næsten 40 procent flere end på samme tidspunkt i 2006, hvor 76 personer mistede livet i løbet af årets første fire måneder, viser tal fra Vejdirektoratet. Generelt er antallet af ulykker både med og uden personskade steget markant.
Blandt de fire dræbte i ulykken sent fredag nær den nordjyske by Aars var blandt andre en 19-årig højgravid kvinde og hendes søster. Yderligere to mistede livet, mens to andre passagerer blev kvæstet ved ulykken, der sandsynligvis skyldtes for høj fart.
Ifølge pressechef Karina Petersen fra Rådet for Større Færdselssikkerhed har klimaet en del af skylden for de mange dødsfald i 2007.
- Når vi har milde vintre, som vi har haft i år, kører folk ganske enkelt hurtigere på vejene. Folk er ikke så påpasselige og bange for at få buler, som hvis der ligger sne og is på vejene. Så mange kører mere uopmærksomt, når vinteren er mild, siger hun til Avisen.dk.
Vejdirektoratets statistik viser også, at danskerne i årets første kvartal generelt kørte hurtigere på vejene end i 2006. Eksempelvis lå gennemsnitshastigheden på de jyske landeveje i marts på 87,4 km/t. Det er næsten to kilometer hurtigere end i marts 2006.
Vejret skal dog ikke have hele skylden for danskernes pludselige fartglæde.
Ifølge Karina Petersen er effekten af ’klippekortsstrategien’, hvor bilister kan få op til tre klip i kortet, før det frakendes, generelt aftaget.
- Da klippekortsordningen trådte i kraft (i september 2005, red.) var der masser af kampagner og fokus på emnet. Desuden var der ofte politikontroller på vejene. Det er aftaget nu, og folk frygter ikke længere på samme måde, at de bliver stoppet af politiet, siger Karina Petersen.
Folketingets Færdselssikkerhedskommission vedtager i morgen 100 gode råd om, hvordan man kan forbedre sikkerheden på de danske veje.
Der er blandt andet lagt op til stramninger af klippekortsordningen, øget politikontrol og en mere udbredt anvendelse af fotofartfælder, der efter udenlandsk forbillede placeres i stationære kasser på vejstrækninger, hvor der sker mange uheld på grund af for høj fart.
De seneste mange år har statistikken over trafikdræbte ellers været støt nedadgående og nåede i 2006 et foreløbigt lavpunkt med i alt 311 dræbte – en kurve, der altså ser ud til at vende i år.