De engelske medier langede dagen efter offentliggørelsen af David Beckhams skifte fra den spanske topklub Real Madrid til den amerikanske klub LA Galaxy hårdt ud efter den tidligere landsholdsspiller. Flere medier hævder, at Beckham, der får 280 millioner kroner i årsløn hos Galaxy, har valgt at tage til USA for pengenes skyld.
»David Beckhams exit fra topfodbold hænger godt sammen med den sidste halvdel af hans karriere: En sky af skuffelse og griskhed efter penge hænger over den,« skriver Daily Mail blandt andet i en leder.
Selv hævdede David Beckham ved offentliggørelsen, at det er klubbens potentiale og ikke årslønnen, der var afgørende for klubskiftet.
Beckham havde dog tilsyneladende muligheden for at fortsætte sin karriere på topplan i en anden europæisk klub, italienske AC Milan.
Klubbens sportschef Adriano Galliani afslører fredag overfor Gazzetta.it, at Milan ville have skrevet kontrakt med Beckham, hvis han havde besluttet sig for at fortsætte sin karriere i Europa:
»Hvis han var blevet i Europa, ville han være kommet til Milan,« siger Adriano Galliani.