David Beckham har fået debut for Milan i Serie A, og den italienske klub håber, at hans ophold i Italien kan blive længere end først antaget.
"Vi har en aftale om, at han skal være hos os i to måneder, men alt er muligt, så vi får se," siger den tekniske direktør hos Milan, Leonardo, ifølge BBC.
Leonardo, som blev verdensmester med Brasilien tilbage i 1994, havde forventet, at Beckham maksimalt ville kunne klare en time på banen mod Roma søndag, men blev altså positivt overrasket.
Inden kampen havde den tidligere engelske landsholdsanfører ikke spillet en betydende kamp i tre måneder, siden den amerikanske turnering sluttede.
Leonardo tilføjer, at Beckham har været hurtig til at vænne sig til taktik og spillestil hos sin nye italienske arbejdsgiver.
David Beckham er stadig tilknyttet det engelske landshold og kan tangere Bobby Moores rekord på 108 kampe, når England møder Spanien i februar.