Skrevet i samarbejde med Kalika Bro-Jørgensen, kabj@avisen.dk
- Jeg påtager mig det fulde politiske ansvar for den her sag.
Det sagde Københavns socialborgmester Mikkel Warming gentagne gange på et pressmøde efter aftenens møde i socialudvalget. Han undskyldte ligeledes overfor især de pårørende til beboerne på Tokanten.
Inden mødet truede et medlem af udvalget med muligheden for, at der i aftenens løb ville blive udtrykt mistillid til socialborgmesteren på grund af hans håndtering af sagen. Flere politikere på Københavns Rådhus og på Christiansborg udtrykte ligeledes massiv kritik og mistillid til Mikkel Warming op til aftenens møde.
- Hvis jeg havde læst om mig selv i aviserne de seneste dage, ville jeg heller ikke have tillid til mig selv, sagde Mikkel Warming ved pressemødet.
Han slap dog med en skarp kritik for at have handlet alt for sent og ikke informeret udvalget godt nok undevejs. Først efter otte måneder orienterede han socialudvalget i Københavns Kommune om forholdene på bostedet.
En redegørelse fra socialforvaltningen i København frikender odg Mikkel Warming. Forvaltningen har vurderet, at socialborgmesteren ikke behøvede informere udvalget i denne sag. Men da det er forvaltningen, der har undersøgt sig selv, kræver blandt andre Socialdemokraterne en ny, ekstern undersøgelse.
I redegørelsen kritiseres i stedet bostedets suspenderede forstander, Hanne Jensen, for at skjule magtovergreb mod beboerne.
- Hun har i visse tilfælde overværet situationerne uden at gribe ind og bringe den anvendte praksis til ophør, hedder det i redegørelsen.
Ved aftenens pressemøde kunne direktøren for Københavns socialforvaltning, Jens Elmelund, oplyse, at der tages skridt til en egentlig afskedigelse af forstanderen, og at kommunen har udpeget en ny konstitueret leder af bostedet.
Beboerne på bostedet Tokanten i København har igennem seks år været udsat for voldsom brug af magt fra personalets side. De er blandt andet blevet låst inde, slæbt hen ad gulvet og har fået blå mærker, når de skulle have klippet negle.
Selv om en tidligere ansat, Christina Petersen, og hendes kolleger hundredvis af gange skrev indberetninger om anvendelse af magt, blev rapporterne ikke videresendt af Tokantens leder Hanne Jensen, selv om det var hendes pligt.