Drømmen om at flytte til udlandet begyndte at spire for syv år siden. Og selv om Mikkel og Lea Kessler endnu ikke er kommet afsted, lever drømmen stadig, skriver SE&HØR.
Lige nu bokser ægteparret nemlig med et kæmpe benspænd, der nærmere bestemt er på 327 kvadratmeter og er placeret i Sengeløse. Familiens hjem skal nemlig sælges, inden den kan rykke til udlandet. Og til trods for, at den store lystgård har været på boligmarkedet ad flere omgange, står ”Til salg”-skiltet stadig plantet i jorden ved ejendommen.
- Vi har haft en del oppe at kigge efterhånden. Så der er heldigvis nogle interesserede, så må vi se, om vi får det lukket, siger Mikkel Kessler til ugebladet.
Mikkel Kessler købte gården i Sengeløse i 2012 for 2,1 millioner kroner. Tilbage i 2023 blev den sat til salg for 24,5 millioner kroner. Siden er huset røget lidt af og på markedet med lidt prisjusteringer i kølvandet, og nu kan hele herligheden fås for lige godt 20 millioner kroner.