Mikkel Hansen gider ikke tale om AGK-konkurs

Mikkel Hansen havde ikke lyst til at tale om AG Københavns konkurs, da Danmark havde besejret Spanien ved OL.

Mikkel Hansen har ikke lyst til at tale alt for meget om situationen i AG København, som tirsdag blev begæret konkurs.

- Det gider jeg slet ikke bruge min tid på nu, siger Mikkel Hansen, som var under ekstra bevågenhed efter Danmarks 24-23-sejr over Spanien tirsdag aften ved OL i London.

Her scorede han otte mål og blev kampens topscorer.

Han erkender dog, at det er svært ikke at lade sig påvirke i én eller anden grad.

- Det er ens fremtid, man snakker om, så på en eller anden måde gør det vel altid, men det har jeg andre folk til at stå for, siger Mikkel Hansen.

Backen vil forståeligt nok hellere tale om sejren over Spanien, som betød, at Danmark har to sejre efter to kampe i gruppespillet ved OL.

Trods en status som kampens topscorer er landstræner Ulrik Wilbek ikke helt tilfreds med Mikkel Hansen.

Landstræneren mener, at hans stjernespiller ikke spillede en god kamp, men at han til gengæld havde nogle gode afslutninger.

Mikkel Hansen tillader sig at være lidt uenig med sin træner.

- Jeg havde et par situationer, hvor jeg kunne have spillet bolden videre. Men jeg synes faktisk, at jeg spillede en nogenlunde koncentreret kamp. Jeg synes ikke, at jeg lavede nogen fejl, siger han.

- Selvfølgelig var der nogle gange, hvor jeg holdt lidt for lang tid på bolden, og hvor jeg kunne have sluppet den noget før. Men sådan er det nogle gange, siger Mikkel Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.