Mikkel Hansen kommer ikke til at spille landskamp for Danmark i juni.
Den danske håndboldstjerne er mandag blevet opereret for den knæskade, der gennem det meste af sæsonen har hæmmet ham, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.
De danske håndboldherrer samles til en træningslejr på Bornholm 17. juni og spiller efterfølgende en testkamp mod Polen i Herning fire dage senere.
- Allerede i slutningen af 2012 havde den danske verdensstjerne så store knæproblemer, at han ikke kunne træne ordentligt igennem, og det har undervejs heller ikke hjulpet, at han hele to gange har fået en modstander ned over knæet, lyder det fra DHF.
Mikkel Hansen spillede i foråret for sin franske klub PSG Handball, og så sent som i lørdags scorede han fire gange i 28-35-nederlaget til Montpellier i den franske pokalfinale.
- Derefter tog han øjeblikkelig hjem til Danmark, hvor han mandag har gennemgået en operation.
- Den næste tid skal landsholdsstjernen ligge helt stille, før han kan påbegynde sin genoptræning, oplyser DHF.
/ritzau/