Mikkel Bødker skubber pucken i mål i vigtig Sharks-sejr

San Jose Sharks med danske Mikkel Bødker vandt natten til tirsdag over divisionsrivalerne Los Angeles Kings.
Den danske landsholdsspiller Mikkel Bødker (til højre) scorede for San Jose Sharks, der natten til tirsdag vandt 4-1 ude over Los Angeles Kings.
Den danske landsholdsspiller Mikkel Bødker (til højre) scorede for San Jose Sharks, der natten til tirsdag vandt 4-1 ude over Los Angeles Kings. Foto: Jan Korsgaard/arkiv/Scanpix

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker kom på tavlen, da hans NHL-mandskab, San Jose Sharks, natten til tirsdag sikrede sig en flot sejr i verdens bedste ishockeyliga.

På udebane mod divisionsrivalerne fra Los Angeles Kings stod Bødker således for 3-0-scoringen i en 4-1-sejr til gæsterne.

Og selv om der stadig kun er spillet godt halvdelen af grundspillets 82 kampe, så var sejren vigtig i den tætte Pacific-division.

Sejren betyder nemlig, at Sharks nu har 52 point efter 42 kampe.

Dermed holder holdet trit med Calgary Flames og Kings, der lige nu ligger nummer to og tre i divisionen med henholdsvis 54 og 53 point.

Med 61 point topper Vegas Golden Knights divisionen, hvor de tre bedste kvalificerer sig til slutspillet i NHL.

I opgøret natten til tirsdag havde Sharks bragt sig foran med 2-0 med en scoring i hver af de første to perioder.

Cirka halvvejs i tredje periode skøjtede Sharks' Chris Tierney frem i højre side af banen. Herefter lagde han pucken skråt bagud til holdkammeraten Joonas Donskoi, der sendte pucken mod mål.

Inden den gled ind i nettet, nåede Mikkel Bødker dog at hjælpe den på vej, hvilket sikrede danskeren sæsonens fjerde scoring.

Umiddelbart efter reducerede Kings, inden Sharks gjorde det til 4-1, da hjemmeholdet satsede og skiftede sin målmand ud.

Danske Jannik Hansen, der også er en del af Sharks' bruttotrup, var ikke på isen i kampen mod Kings.

Sharks skrev i december også under med en tredje dansker, det 19-årige stortalent Joachim Blichfeld. Han har endnu sin NHL-debut til gode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.