De danske landsholdsspillere i håndbold Lars Jørgensen og Kasper Hvidt får ny dansk holdkammerat i deres spanske klub, Portland San Antonio. Fløjspilleren Mikkel Aagaard stoppede i starten af januar i Skjern for at se sig om efter nye udfordringer. Det er i allerhøjeste grad lykkedes for Aagaard, der har indgået en kontrakt med Portland San Antonio, der er blandt verdens bedste håndboldhold.
»De seneste to måneders tid har vi gået og ledt efter en klub, og så kommer den her mulighed og byder sig i en af verdens absolut bedste klubber. Det er jo en stor mulighed, må man sige. Jeg glæder mig til at komme til at spille så højt profilerede kampe som kvartfinaler i Champions League mod Ciudad Real,« siger Mikkel Aagaard til TV 2.
Aagaard begynder i Portland San Antonio øjeblikkeligt. Den tidligere Skjern-spiller har dog kun fået en kortvarig kontrakt med storklubben. Han skal hjælpe til i de næste måneder, fordi Portland San Antonio er hårdt ramt af skader.