Da en fotograf kom lidt for tæt på Mike Tyson og hans familie, mens de bevægede sig igennem Los Angeles lufthavn, resulterede det i en knytnæve i fotografens ansigt.
Mike Tyson blev straks efter anholdt af politiet og tilbageholdt på den nærmeste politistation. Mike Tyson mener dog ikke selv, at han har gjort noget galt, skriver people.com
"Mike handlede i selvforsvar som en far, der ville beskytte sit barn," siger Tysons talsmand Tammy Brook.
Ifølge politiet slog Tyson fotografen i ansigtet med den ene hånd, som lavede en flænge i fotografens pande. Han blev kørt direkte til hospitalet.
Han fik fem sting og påstår nu, at bokseren slog ham mindst fire gange.
"At blive slået af Mike Tyson, er noget af det værste, man overhovedet kan forestille sig," lyder det fra den rystede fotograf Echevarria.