En forulykket lastbil skabte onsdag store problemer i begge retninger på Herning Motorvejen.
Lastbilchaufføren ramte autoværnet på strækningen mellem Funder og Bording og tabte en mængde jord på vejen.
Uheldet skete omkring klokken 11 og forårsagede kødannelse i begge retninger på motorvejen.
Tre personbiler var involveret i et harmonikasammenstød, hvilket betød, at tre personer kom til skade. Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jeppe Holgersen til TV Midtvest.
De tre personer er ifølge vagtchefen ikke kommet alvorligt til skade, men de er kørt til tjek på Gødstrup Sygehus.
Vejdirektoratet oplyser klokken 14.16 på X, at trafikken igen afvikles uden forsinkelser.
/ritzau/