Der var smæk for skillingen, da Superligaens tophold, Randers, gæstede FC Midtjylland på SAS-arena.
En helt forrygende fodboldkamp endte 3-2 til hjemmeholdet, der nu deler Superligaens førsteplads med netop Randers, der til gengæld led sæsonens første nederlag.
Allerede i første minut fik de 10.170 tilskuere en appetitvækker på, hvad der var i vente, da Simon Poulsen gled fri i venstresiden og lagde bolden på tværs til Danny Olsen, der dog overplacerede sin afslutning.
Gode muligheder
Men der var meget mere i vente i en første halvleg, der bølgede frem og tilbage med gode muligheder i begge ender. Det var dog værterne, der var mest i boldbesiddelse og havde da også de fleste chancer, men især Sergei Dadu manglede igen skarphed.
Det gjorde Randers Tidiane Sane til gengæld ikke. Efter 22 minutter tørrede den driblestærke senegaleser tre-fire midtjyder inden hans afslutning blev rettet af og sejlede ind over en sagesløs Martin Raska. Efter scoringen satte Randers sig tungt på kampen, og efter 30 minutter var Sane igen på pletten, da han bragte Randers på 2-0.
Men det lukkede på ingen måde kampen. Tværtimod kastede Midtjylland sig ud i en endnu mere hidsig offensiv. Og ti minutter før pausen kunne Simon Poulsen bringe hjemmeholdet tilbage i kampen. Og i halvlegens sidste minut kunne en ellers anonym Mikkel Thygesen fra samme afstand sparke bolden fladt under en igen noget passiv Kevin Stuhr-Ellegaard til pausestillingen 2-2 efter en forryngende og intens første halvleg.
Festligheder fortsatte
Og festlighederne fortsatte straks i anden halvleg. Efter bare 90 sekunder havde begge hold igen været nærgående. Men efter et kvarters tid døde det høje og intense tempo en smule hen, og det begyndte at ligne et point til hver.
Men mod slutningen satte Midtjylland igen pres på Randers, og ti minutter før tid kunne Frank Kristensen udnytte Claus Madsens indlæg til en trods alt fortjent hjemmesejr. FCM kan nu tage tre point og et fantastisk comeback med til onsdagens UEFA cup-kamp mod Dinamo Minsk.