Microsoft siger undskyld til EU

Den amerikanske softwaregigant iler med en uforbeholden undskyldning efter truslen om ny milliardbøde fra EU.

Der er ikke gået mange minutter, fra EU-Kommissionen tirsdag varslede en ny, stor undersøgelse af Microsoft, før den amerikanske softwaregigant kommer med en uforbeholden undskyldning.

- Vi har ikke levet op til vores ansvar (...). Vi beklager dybt fejlen og undskylder, hedder det i en pressemeddelelse udsendt i de tidlige amerikanske morgentimer fra Microsofts hovedkvarter i Redmond på USA's vestkyst.

Microsoft forklarer, at det skyldes en teknisk fejl, at en opdatering til styresystemet Windows 7, der blev udsendt i februar 2011, ikke som lovet indeholdt en nem mulighed for at vælge en anden browser end den medfølgende internet Explorer.

Ifølge Microsoft var den såkaldte BCS software (browser choice screen, red.) med i den oprindelige version af både Windows 7 og relevante versioner af Windows XP og Windows Vista.

- Da vi afleverede vores seneste rapport i december 2011 troede vi, at vi distribuerede BCS-softwaren til alle relevante pc'er som krævet.

- Men vi fandt for nylig ud af, at vi havde forsømt at levere BCS-softwaren til omkring 28 millioner pc'er med Windows 7 Service Pack 1, skriver Microsoft.

Virksomheden siger, at den begyndte at sende en rettelse ud allerede dagen efter, at fejlen blev opdaget 2. juli i år. Udrulningen ventes afsluttes inden denne uges udgang.

Microsoft er også i gang med sin egen undersøgelse af, hvordan fejlen kunne ske. Og tilbyder nu at føje 15 måneder til den fem års periode, som EU-reglen gælder. Microsoft udtrykker samtidig forståelse for, at EU-Kommissionen kan beslutte andre sanktioner.

Hvis en virksomhed ikke lever op til sine juridisk bindende forpligtelser over for EU, kan der vanke bøder på op til 10 procent af årsomsætningen.

EU har tidligere idømt Microsoft bøder på 497, 280 og 860 millioner euro i andre sager om misbrug af Windows dominerende position på markedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.