Microsoft overrasker med stærkt regnskab

IT-gigantens indtjening i fjerde kvartal overgår Wall Streets forventninger.

Softwaregiganten Microsoft overgår aktieanalytikernes forventninger med selskabets regnskab for fjerde kvartal. Indtjeningen var bedre end forventet på Wall Street.

Engangsudgifter i form af nedskrivninger på 6,2 milliarder dollar betyder, at nettoresultatet viste et underskud på 492 millioner dollar for kvartalet, der sluttede ved udgangen af juni.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det er første gang, siden selskabet blev børsnoteret i 1986, at Microsoft præsenterer et kvartalsunderskud.

Nedskrivningen stammer fra overtagelsen af selskabet aQuantive i 2007. Microsoft havde på forhånd informeret investorerne om den ekstraordinære udgift. Fraregnet nedskrivningen fik Microsoft et driftsoverskud på 6,9 milliarder dollar.

Omsætningen i kvartalet steg til 18,1 milliarder dollar. Det er fire procent højere end i samme kvartal året før. Indtjeningen per aktie før den store nedskrivning var på 67 cent. På Wall Street var et overskud på 62 cent per aktie forventet.

- Det ser godt ud i betragtning af økonomiens tilstand og det svage marked for computere, siger en analytiker til nyhedsbureauet Reuters.

Investorerne belønner det bedre end ventede resultat ved at sende aktien op med 2,5 procent, ifølge CNNMoney. Hidtil i år er kursen steget 10 procent.

For hele regnskabsåret 2011/12 opnåede Microsoft en rekordomsætning på 74,3 milliarder dollar. Det nye regnskabsår, der begyndte den 1. juli, kan blive et af de mest afgørende for selskabet.

- Vi nærmer os den mest spændende periode med lanceringer af nye produkter i Microsofts historie, siger koncernchef Steve Ballmer.

I efteråret lancerer selskabet sit nye styresystem Microsoft 8, og den 26. oktober frigiver Microsoft sin første tabletcomputer Surface, der skal tage kampen op med blandt andre Apples iPad.

Microsoft har endnu ikke oplyst priserne for det nye styresystem eller tabletten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.