De gigantiske parker i USA, hhv. i Californien og Florida, har længe været lukkede på grund af koronaens hærgen, og nu tvinger det Disney til at afskedige 28.000 ansatte.
De mange fyringer sker på tværs af selskabets afdelinger for forlystelsesparker, oplevelser og forbrugerprodukter, skriver CNBC.
I et brev til medarbejderne tirsdag skriver Josh D'Amaro, leder af Disneys forlystelsesparker, at Disney har været nødt til at træffe adskillige "svære beslutninger" i kølvandet på coronapandemien.
67 % er deltidsansatte
Han nævner blandt andet, at virksomheden ikke længere vil holde fast i de tusindvis af medarbejdere, der har været sendt hjem under coronakrisen.
Ifølge Josh D'Amaro er omkring 67 procent af de 28.000 afskedigede medarbejdere deltidsansatte.
Disney ønsker ikke at oplyse specifikt, hvor mange medarbejdere fra virksomhedens forlystelsesparker der bliver afskediget.