Kommer du spankulerende hen af Frederiksberg Allé og hænger en smule med hovedet, så bliver du med garanti muntret op, når du ser komikeren Mick Øgendahls ansigt i granit mellem fliserne.
I dag blev den kendte komiker nemlig hædret med ”folkets teaterpris” og blev den bare 24. kunstner, som nu kan prale af sin egen flise på Frederiksbergs ”walk of fame”.
Det skriver frederiksbergliv.dk.
Ved fliseafsløringen fredag eftermiddag modtog Mick Øgendahl også en gave på 10.000 kroner samt en miniature-udgave af granitflisen. Pengebeløbet valgte han med det samme at give videre til et godt formål.
- Jeg har ikke brug for pengene, så jeg tænkte, jeg ville give dem videre til nogen, der har. Og jeg synes, at de på en eller anden måde skulle blive på Frederiksberg. Og da jeg har kontor på Frederiksberg lige overfor Red Barnet, tænkte jeg, at det var oplagt at give pengene til dem, siger Mick Øgendahl til bladet.
Blandt de nominerede var også Søs Egelind, Frank Hvam, Ditte Hansen, Casper Christensen og Mia Lyhne.
- Det betyder rigtig meget for mig at modtage Teaterflisen. For jeg har jo gennem mange år opbygget en sceneperson, som er ham ”manden på gulvet”, der er lidt uforstående over for højtragende ting. Så jeg er vel lidt ”folkets mand” og kommer fra en opvækst på Falster, hvor jeg i hvert fald ikke blev skolet som teatergænger. Så det at få en pris af menigmand betyder næsten endnu mere end at blive bedømt af en kulturelite, siger Mick Øgendahl.