Michael Rasmussen blev snydt for sejren i verdens største cykelløb Tour de France i 2007, og det var et resultat af negativ særbehandling.
"Det er blevet et fuldstændig retsløst og tilfældigt system, hvor de, der sidder med magten, stort set kan bestemme, hvem der er ude og inde. Der sidder nogle mennesker, som kan skalte og valte med atleters karrierer efter deres personlige smag", siger Verner Møller til Politiken om antidopingmyndighederne.
Han har undersøgt hele forløbet op til Michael Rasmussens udelukkelse i et forskningsprojekt, der præsenteres på en konference i Århus i dag.
I sin forskning viser han, at kun to af de fire advarsler, der førte til Michael Rasmussens eksklusion var gyldige. Dermed var det ikke korrekt, at smide Rasmussen ud af løbet, da der skal tre gyldige advarsler til.
Verner Møller mener også, at Michael Rasmussen blev forskelsbehandlet i forhold til ryttere fra andre nationaliteter, da de danske dopingmyndigheder er strengere end konkurrenternes.
Præsidenten fra UCI afviser kritikken og mener, at alt er sket efter bogen.
"For mig at se er der ikke blevet begået nogen betydelige fejl i proceduren. Han kunne ikke slippe for straffen", siger Pat McQuaid til Politiken.
Sagens hovedperson ønsker ikke at gå i detaljer.
"Jeg synes, at Verner Møllers vurdering taler for sig selv", siger han