Han har allerede markeret sig flot i årets Tour de France, men Michael Mørkøv er klar til at gå i udbrud endnu en gang på tirsdagens 3. etape fra Orchies til Boulogne-sur-Mer.
- Ja, jeg vil gerne derud igen i dag. Det vil være tredje dag i træk, og det vil ikke være dårligt, siger Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren.
Danskeren kom søndag i Tourens bjergtrøje, som han forsvarede på mandagens etape, og planen er at beholde trøjen noget tid endnu.
- Jeg kom godt igennem de første dage, og kan jeg tage et par point i dag, vil jeg sikre trøjen resten af ugen. Det ville være rigtig stort, siger Michael Mørkøv.
- Hvis jeg kan holde trøjen resten af ugen, vil det være det maksimale, jeg kan få ud af det, siger danskeren.
Michael Mørkøv mærker, at hans navn er blevet meget mere kendt i feltet, efter at han har iført sig den prikkede bjergtrøje.
- Det er en stor oplevelse, og jeg kan mærke, at folk har mere respekt for mig. Mine kolleger ønsker mig tillykke, siger han.
Også under mandagens udbrud mærkede han forskellen.
- Det var en god måde at nyde trøjen på. 90 procent af de tilskuere, der råbte, de råbte til mig, siger Michael Mørkøv.
/ritzau/