Kampen om tv-seerne til den kommende EM-slutrunde raser.
DR og TV 2 har hver især oprustet på kommentator- og ekspert-fronten for at lokke flest mulige seere til deres daglige udsendelser.
Mandag kan TV 2 således præsentere en af dansk fodbolds største profiler som ekspert. Michael Laudrup vil være til stede i Frankrig og guide seerne gennem adskillige kampe med sine analyser.
- Jeg glæder mig rigtig meget til EM-slutrunden og til at analysere for TV 2's seere og brugere. Det er de største fodboldnationer og de største spillere, der er samlet her - og så var det jo netop i Frankrig, hele det danske eventyr startede tilbage ved EM i 1984, siger Michael Laudrup til tv2.dk
Michael Laudrup har i denne sæson kommenteret Champions League-fodbold for Viasat.
EM i fodbold spilles fra den 10. juni til den 10. juli.