Michael Laudrup har været hård ved sine tidligere arbejdsgivere siden han blev træner i det spanske. For et par måneder siden tog han og Getafe tre point på udebane mod Real Madrid. I går spillede Getafe 0-0 i Barcelona i en kamp, hvor heldet tilsmilede Madrid-klubben.
Tre gange ramte Barcelona træværket, og Getafe-keeper Pato måtte også diske op med et par refleksredninger.
»Vi vidste, at FC Barcelona ville forsøge at være spilstyrende og angribe med mange folk, derfor gik taktikken ud på at lukke Xavi og Iniesta ned – og det lykkedes perfekt. Trods de fem store chancer som er helt normalt for Barca på eget græs, var vi i stand til at holde både Henry og Eto o fra at komme på skudhold. Det er en præstation i sig selv,« siger Michael Laudrup til Ekstra Bladet.
På trods af det flotte resultat, var Michael Laudrup ikke rigtig glad efter kampen.
»Selvfølgelig er vi glade og stolte over resultatet. Det er suverænt, men det er alligevel svært at få det helt store smil frem, for Mario og Pablos skader ser ud til at være så alvorlige, at de i hvert fald ikke er til rådighed på torsdag i returkampen mod Bayern München,« konstaterer Laudrup.
Getafe tager torsdag imod Bayern München i anden kvartfinalekamp i UEFA Cup en. Det første møde i Tyskland endte 1-1.