Indtil nu har Omer Bhatti været ukendt for de fleste. Men for to uger siden dukkede han op på første række til mindehøjtideligheden for Michael Jackson, hvor han var bænket sammen med den øvrige Jackson-familie. Det skriver den engelske avis The Sun.
Ifølge The Sun søger den 25-årige nordmand svar på sit ophav og har bestilt en dna-prøve, som skal afgøre, om der er tale om mere end venskabelige bånd mellem popstjernen og ham.
Bhatti ønsker ikke at udtale sig om sagen, men har ifølge B.T. tidligere udtrykt sig hjerteligt om forholdet til Michael Jackson.
"For mig er loyalitet det allervigtigste. Jeg har stadig kontakt til Michael. Og jeg tror, min loyalitet er grunden til, at vi stadig har kontakt. Han er et utrolig godt menneske."
Omer Bhatti er opvokset i Oslo og blev som barn landskendt for sine rammende imitationer af Michael Jacksons dansetrin.
Bhatti har besøgt Jackson i Neverland i 1996 og 2003, hvor pædofilisagen mod Michael Jackson var på sit højeste.