Hun er bedst kendt som datter af den afdøde superstjerne Michael Jackson, men langsomt begynder Paris Jackson at opbygge en karriere selv.
Og nu er det offentliggjort, at den 19-årige kendisdatter får sin debut som skuespiller i en spillefilm. Det skriver filmmediet Deadline.
Paris Jackson har landet rollen som karakteren "Nelly" i en endnu unavngiven film af instruktøren Nash Edgerton.
Filmen er en mørk komedie om en forretningsmand, der bliver kriminel i Mexico, og her får den unge Paris Jackson muligheden for at spille sammen med nogle af Hollywoods største stjerner.
De to populære skuespillerinder Amanda Seyfried og Charlize Theron spiller nemlig med i filmen, der også har "Westworld"-stjernen Thandie Newton på rollelisten.
Det er dog ikke første gang, Paris Jackson får mulighed for at afprøve sine talenter som skuespiller. Tidligere har hun haft en gæsterolle i en episode af tv-serien "Star".
Det job var med til at sikre hende en modelkontrakt med IMG Models i marts, og magasinet Vanity Fair har også udråbt hende til "Hollywoods nyeste it-girl".
Selv om det ser ud til, at Paris Jackson nu har opnået succes, har hun dog siden sin fars død i 2009 gennemlevet nogle svære år med selvmordsforsøg, seksuelt misbrug og mobning. Det har hun tidligere fortalt til magasinet Rolling Stone.
/ritzau/FOKUS