Når den amerikanske pladebranche næste søndag skal fejre sig selv for 52. gang bliver det blandt andet med en af de mest spektakulære optrædener, showet nogensinde har præsenteret.
Michael Jackson skal nemlig optræde i 3D, og det er første gang nogensinde, at man tager den teknologi i brug ved en prisuddeling, skriver Daily News.
Med sin optræden opfylder den afdøde popkonge et løfte, som han aldrig nåede at indfri, mens han var i live.
"Vi talte med Michael omkring en optræden ved sidste års show. Og der fortalte han os, at han ville gøre det næste år," fortæller showets producer, Ken Ehrlich.
Men Michael Jackson kommer ikke til at stå alene på scenen.
Celine Dion, Smokey Robinson, Usher og Americal Idol-pigerne Carrie Underwood og Jennifer Hudson optræder nemlig sammen med ham. Alle skal de synge en af Jacksons største klassikere "Earth Song."
Ud over den stjernespækkede optræden, skal også Lady GaGa og Taylor Swift på scenen til Grammy-showet. Taylor Swift er i øvrigt nomineret i otte kategorier, mens topscoreren Beyoncé har mulighed for at stikke af sted med hele ti statuetter.