To dage efter mandagens fyring af Mogens Krogh har Næstved Boldklub fundet afløseren til posten som cheftræner.
Valget er faldet på 49-årige Michael Hemmingsen, som tidligere har været træner i OB, Sønderjyske og Randers FC.
- Det er en stor glæde at kunne præsentere Michael Hemmingsen som vores nye cheftræner, skriver Næstved på sin hjemmeside.
I sin aktive karriere spillede Michael Hemmingsen en fremtrædende rolle for OB, hvor han var anfører i flere sæsoner.
Han var fynboernes forsvarsdirigent og spillede sin sidste kamp i 2005.
Herefter tog han trænerkasketten på - først som assistenttræner i OB under daværende cheftræner Lars Olsen.
Han nåede kortvarigt at være cheftræner i OB, da daværende træner Bruce Rioch forlod klubben med kort varsel.
Seneste trænerjob havde Michael Hemmingsen i FC Vestsjælland, som gik konkurs i vinteren 2015.
- Vi har i Michael fået en meget sulten træner, som vil gøre alt for at skabe succes i sæsonens sidste ti kampe.
- Arbejdet er allerede startet med at komme ind i alle detaljer omkring holdet og klubben.
- Første træningsdag er i dag, hvor truppen for første gang skal prøve kræfter med Michaels træning, skriver Næstved.
Assistenttræner Max Petersen og angrebstræner Anders Clausen fortsætter i Næstveds trænerteam.
/ritzau/