For Michael Falch har religion altid været en kilde til undren, og som ung nægtede han at lade sig konfirmere til en gud, som han troede skulle se ud på en bestemt måde.
Netop nu er sangeren aktuel med sine erindringer, "Til Grænsen", der omhandler hans unge år, hvor moderens overtro og det daglige fadervor skabte hans eget religionsgrundlag.
Hvilken tro er du opdraget i?
- Jeg blev opdraget i en folkelig version af kristendommen krydret med en masse overtro. Gik en sort kat over vejen, så vendte vi om. Der var ikke noget at gøre. Men ellers vil jeg kalde det et borgerligt, løst religiøst hjem.
- Min mor var ikke udadtil synligt troende. Hun var vild og temperamentsfuld og flamboyant, men samtidig var hun den, der lærte mig at bede fadervor og bad den med mig hver aften, indtil jeg var ret stor faktisk. Det skulle gøres.
Hvor vigtig var religion i dit barndomshjem?
- Jeg ville ikke lade mig konfirmere, og det var ikke med min mors gode vilje. Men jeg ville ikke, jeg troede ikke. Og hvad var det så, jeg ikke troede? Jeg synes, det er komisk, at mange - ateister for eksempel - tror, at de troende ser Gud som en gammel man med hvidt skæg oppe i skyerne.
- Det er jo ammestuehistorier og børnetegninger. Jeg tror ikke, det er sådan, Gud opfattes af troende mennesker. Men jeg lå som ung under for, at jeg troede, det var sådan, man skulle se Gud, og det gjorde jeg ikke.
Hvad betyder tro for dig i dag?
- Jeg har læst Det Nye Testamente mange gange, og jeg vil blive ved med at læse det. I religionen får man, stik modsat hvad mange tror, ikke en facitliste til alle livets spørgsmål. Tværtimod. Man får en kilde til undren over livets sammenhænge.
Hvordan dyrker du din tro?
- Min tro er i høj grad mere en undren end en dogmatik. Jeg bruger Det Nye Testamente som inspiration til, hvad Gud kan være for noget. Det er også noget, jeg skriver om i min bog "Til Grænsen", hvor jeg forsøger at svare på, hvad fortællingen om Jesus egentlig kan sige mig om livet. Jeg vil hellere sige, at jeg dyrker min undren end min tro.
- Jeg har en lille seance om morgenen, hvor jeg lige stiller skarpt på verdensbilledet og mine egne idealer og håb for dagen. Med årenes løb er det for mig blevet en praksis, der vedligeholder min undren, så jeg ikke forfalder til kun at tro på mig selv. Gud er for mig et åndeligt princip, der både er i mig og omkring mig.
Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?
- Det gør jeg hele tiden og jævnligt, og det, synes jeg, også er vigtigt. Tvivlen er vores ven, for den er et værn mod fundamentalisme. Den minder mig om, at min sandhed ikke nødvendigvis er andres sandhed, og at der ikke er nogen absolutter. Og det er vigtigt i dag, hvor vi alle sammen i en eller anden grad har bildt os ind, at vi er guder i vores eget univers.
Tror du på et liv efter døden?
- Det er noget, som virkelig er en trossag, for der er vi uden for menneskets foreløbige fatteevne. Der må man tro eller lade være.
- Jeg er ikke blevet grebet af idéen om det evige liv. Jeg fornemmer, at mange har en længsel efter mere showbiz, det må ikke kun være det her, det må ikke høre op. Der må være noget forlænget spilletid på den anden side af døden. Men det kan jeg ikke forstå. Det her liv må være rigeligt.
- Jeg er 61 år nu, og jeg har oplevet meget. På et tidspunkt kan man godt forestille sig, at det er nok. At man er mæt af dage, og man føler, at man har fået og givet det, man kunne. Jeg ved ikke, om der er noget på den anden side, men hvis der er, så skal jeg nok finde ud af det.
/ritzau/FOKUS