Selv om man er søn af en kendt skuespiller, er der grænser for, hvad man kan slippe af sted med. Det har Michael Douglas' søn, Cameron Morrell Douglas, fundet ud af. Han er nemlig blevet anholdt og sigtet for besiddelse af narko.
Anholdelsen fandt sted mandag i New York, og Cameron Morrell Douglas mistænkes for at ville sælge stoffet videre. Det skriver Tmz.com.
Det er imidlertid ikke første gang, at den unge Douglas kommer i fedtefadet på grund af narkotika. Tilbage i 2007 blev han ligeledes sigtet for besiddelse af narkotika, da politiet fandt en sprøjte med kokain i hans bil.
Cameron Morrell Douglas er i øvrigt gået i sin fars fodspor og har medvirket i flere film. Blandt andre 'Jackie Chan's Mr. Nice Guy', 'It Runs in the Family' og 'National Lampoon's Adam & Eve'.
I filmen 'It Runs In the Family' spillede han endda sammen med bade sin far, Michael Douglas, og sin farfar, Kirk Douglas.