Miami Heat har vundet den syvende og afgørende kamp om NBA-mesterskabet.
Basketballklubben besejrede tidligt fredag morgen dansk tid San Antonio Spurs i Miami, og dermed tager det forsvarende mesterhold det gyldne vindertrofæ for andet år i træk.
Holdet fra Florida med stjernespilleren LeBron James var stærkest i den tætte slutfase af kampen, hvor cifrene endte med 95-88 i Miamis favør.
San Antonio Spurs var efter fem kampe foran med 3-2 og kunne med en sejr tage NBA-titlen. Men de forsvarende mestre fra Miami leverede et supercomeback i den sjette kamp.
Derfor måtte Miami Heat og San Antonio Spurs ud i et syvende opgør, som altså endte med sejr til Miami.
I 2012 vandt Miami Heat mesterskabet med 4-1 over Oklahoma City Thunder.
/ritzau/