Basketballstjernen Dwyane Wade har i mere end et årti repræsenteret Miami Heat i NBA.
Natten til fredag var Wade tilbage i Miami for første gang efter sit skifte til Chicago Bulls, som han hjalp til en sejr på 98-95.
34-årige Wade blev modtaget som en helt, men han havde lidt svært ved at omsætte sine forsøg til point. Det blev til 13 point, da det blot lykkedes at få fem af i alt 17 forsøg i kurven.
- Det er en af de mærkeligste kampe, jeg nogensinde har spillet. Jeg er glad for, at det er overstået, siger Dwyane Wade.
- Der var så mange følelser involveret. Jeg er bare glad for, at vi fik sejren.
Chicago Bulls-stjernen overraskede det meste af basketballverdenen, da han i sommer forlod Miami Heat efter 13 sæsoner.
Dwyane Wade forhandlede længe med Miami Heat-ejer Pat Riley om en kontraktforlængelse, men dialogen endte i et verbalt, offentligt slagsmål i medierne.
Til sidst valgte Wade at forlade Miami Heat til fordel for holdet fra fødebyen Chicago Bulls.
/ritzau/Reuters