22-årige Mia Thygesen brugte hele sidste uge i kulkælderen, efter at hun er blevet bortvist fra sit arbejde som social og sundhedshjælper-elev på Lokalcenter Trøjborg i Århus.
Plejehjemmet havde øjeblikkeligt sendt hende hjem, da hun havde fortalt en leder, at hun havde kronisk leverbetændelse, også kaldet hepatitis B – en sygdom, som kun smitter ved blodkontakt.
»De smed mig hjem og sagde, at jeg så ikke kunne arbejde med mennesker og dyr. De behandlede mig, som om jeg var en pestbefængt loppesæk,« fortæller en tydeligt påvirket Mia Thygesen.
Ville ikke give hånd
Sygdommen har hun så vidt vides haft med til Danmark i blodet som adoptivbarn fra Korea. Og nu er den blevet kronisk og har givet hende begyndende skrumpelever.
Efter at være blevet bortvist bad hun om hjælp hos Hepatitisforeningen, hvis leder tog med til en tjenestelig samtale på Århus-plejehjemmet. Til mødet ville plejelederen ikke engang give hånd til Mia. Hun turde simpelthen ikke.
»De har ikke engang gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i sygdommen,« siger daglig leder Susan Christensen fra Hepatitisforeningen.
Mia fik dog efterfølgende lov til at vende tilbage til arbejdet på betingelse af, at hun ikke rører ved beboerne og kollegaerne.
»Jeg må ikke engang være med til at servere maden, da de tror, at jeg smitter,« siger Mia Thygesen, der som en ekstra lussing måtte sande, at plejehjemmets ledelse havde brudt loven om tavshedspligt og fortalt om hendes sygdom til de andre ansatte.
Efter at Nyhedsavisen er gået ind i sagen, fik Mia Thygesen i torsdags besked om, at Århus Kommune vil skaffe hende en ny praktikplads.
En helt almindelig pige
»Jeg var ellers lige ved at være bange for, at mit liv var slut, før det overhovedet var gået i gang. Det er simpelthen så urimeligt, at jeg skal forskelsbehandles, fordi jeg har fået den her sygdom. Derudover er jeg jo en helt almindelig pige,« siger Mia Thygesen, som ikke ville tilbage til lokalcentret, der havde voldt hende problemer.
Hepatitis – også kaldet leverbetændelse –
findes i varianterne A, B, C, D, E og G. A smitter gennem fødevarer,
resten gennem blod.
30.000 danskere lider af hepatitis B og C. Ved smitte bliver man akut syg efter et par måneder. De fleste er så immune.
Én procent udvikler dog kronisk hepatitis, hvilket for en del giver dødelig leversvigt og kræft.