Det blev en dyr affære for José Manuel de la Torre, da Mexico fredag tabte 1-2 hjemme til Honduras i kvalifikationen til VM i fodbold.
Landstræneren blev fyret efter nederlaget.
Nederlaget var ganske vist Mexicos første i syv kampe i den afgørende kvalifikationsgruppe i Nord- og Mellemamerika og Caribien, men de øvrige seks kampe har blot resulteret i en sejr og fem uafgjorte.
Mexico ligger derfor blot på fjerdepladsen i gruppen, der består af seks hold.
De tre bedste kvalificerer sig direkte til slutrunden i Brasilien næste år, mens nummer fire møder New Zealand i to playoff-kampe om en plads ved VM.
José Manuel de la Torre debuterede som landstræner for Mexico i begyndelsen af 2011.
Mexicos fodboldforbund har foreløbig indsat Luis Fernando Tena som afløser. Hans første opgave bliver den meget svære udekamp mod USA på tirsdag.
Mexico har været med ved VM hver gang siden 1994.
/ritzau/