En mexicaner på ørkentur er stødt på en række fodaftryk, der blev sat for cirka 110 millioner år tilbage.
Biologen Oscar Polaco sagde tirsdag ifølge Reuters, at en lokal borger havde fundet dusinvis af aftryk fra dinosaurer. De omkring 60 centimeter lange fodspor stammer fra tre dinosaurer på vej ned til et tidligere vådt område for at slukke tørsten.
»I øjeblikket kan vi bekræfte, at der er tale om fodspor, der stammer fra dinosaurer, som levede i den tidlige kridt-tid,« sagde videnskabsmanden og tilføjede, at flere undersøgelser er nødvendige for at artsbestemme de fossile aftryk mere præcist.
Fodsporene ligger spredt over et større landområde i det centrale Mexico, der ejes af et lokalt landbrugskollektiv. Landmændene satte et hegn op rundt om aftrykkene for at beskytte fundene.
Mexicanske videnskabsfolk identificerede sidste år 30 andre dinosauraftryk i samme region. De spor tilhørte et 20 meter langt dyr, der vejede et sted mellem 30 og 40 ton. Denne dinosaur havde et lille hoved, lang hals og tunge fødder.
Den tidlige såkaldte kridt-tid begyndte for cirka 144 millioner år siden og efterfulgte jura-tiden, hvor videnskaben vurderer, at de allerstørste dinosaurer hører hjemme. Jura-tiden kender mange fra Spielbergs film Jurassic Park.