En tidligere præsidentkandidat i Mexico er forsvundet under mystiske omstændigheder.
Diego Fernandez de Cevallos' bil bar angiveligt tegn på vold, da den forleden blev fundet tæt ved hans ranch i staten Queretaro i det centrale Mexico. Visse mexicanske medier hævder, den centrale politiker er blevet kidnappet, mens andre fastholder, han er blevet myrdet.
Den 69-årige Fernandez de Cevallos har både været senator og siddet i den mexicanske kongres i løbet af sin politiske karriere. Men ved siden af har han også opnået en succesfuld karriere som advokat og vundet nogle af landets mest spektakulære sager.
Fernandez de Cevallos stillede op til præsidentvalget i 1994, men tabte til Ernesto Zedillo.
Kidnapninger er hyppige i Mexico, særligt som en del af myndighedernes intense kamp mod narkokartellerne. Siden præsident Felipe Calderon kom til magten i 2006, har denne kamp kostet 23.000 mennesker livet.