Mexicanerne har blæst til kamp for deres nationalspise, tortillaen. 75.000 mennesker fyldte i går gaderne i det centrale Mexico City, hvor de protesterede mod stigende priser på tortilla. Viftende med tortillaer, der er en slags majspandekager, krævede de, at præsident Felipe Calderon genindfører statslig kontrol med priserne på mad.
Siden Calderon kom til magten sidste år, er prisen på tortillaer fordoblet. Det er katastrofalt for mange af Mexicos fattige, der får meget af deres næring fra tortillaer. Med de høje priser risikerer de at sulte eller blive fejlernærede.
Præsident Calderon udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvori han lovede at prøve at holde prisen på fødevarer stabile, men at han ikke ville genindføre den direkte statskontrol med priserne, som tidligere præsidenter har praktiseret.