Det danske rockband Mew er færdige med at indspille sangene til deres kommende album, som forventes at blive udgivet i juni måned. Det fortæller sanger Jonas Bjerre til spin.com.
Albummet, der endnu er uden titel, er indspillet i Brooklyn hovedsageligt og mikset i New York City.
Mew fik deres gennembrud med albummet 'And the Glasshanded Kites'. Et album der blev meget positivt modtaget af anmeldere og publikum.
Det nye album er ifølge Mew-drengene mere tilgængeligt end det forrige. Jonas Bjerre siger, at sangene har mere tempo og desuden er uafhængige af hinanden i modsætning til det forrige album, hvor sangene hang så meget sammen, at det nærmest blev til en hel sang.
Mew har endnu ikke lagt planer for en turne med det nye album.