Fitnessinstruktør Mahmoud Loubani har fredag i Københavns Byret fået medhold i, at folketingspolitiker for Nye Borgerlige Mette Thiesens udtalelser om ham på Facebook var æreskrænkende.
Hun er dog blevet frifundet for straf på grund af forældelse, men skal betale en godtgørelse på 15.000 kroner.
På Facebook skriver Mette Thiesen om dommen:
- Jeg er blevet dømt for ærekrænkende udsagn, hvorfor jeg skal betale erstatning samt sagens omkostninger, skriver hun.
- Men derudover er jeg blevet frifundet for straf. Jeg har valgt ikke at anke dommen, da jeg ikke gider at bruge mere tid og energi på den sag.
Hun skriver desuden, at hun ikke har flere kommentarer til sagen.
Mette Thiesen skrev 19. april 2018 på sin facebookprofil et indlæg med overskriften "Terrorist-sympatisør benyttes af Danmarks Radio".
I opslaget går hun i kødet på fitnessinstruktøren Mahmoud Loubani, som medvirkede i et DR-program.
Loubani havde som en kommentar til en helt tredje persons indlæg på Facebook om Omar El-Hussein skrevet "Allah yerhamu", hvilket betyder "må Gud tilgive dig".
El-Hussein angreb i 2015 et debatarrangement og en synagoge i København og dræbte filmmanden Finn Nørgaard og den frivillige vagt Dan Uzan.
Mette Thiesen blev valgt til Folketinget ved valget grundlovsdag 2019.
Hun blev i 2013 valgt til kommunalbestyrelsen i Hillerød for De Konservative. I 2017 skiftede hun parti til Nye Borgerlige, og hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved valget samme efterår.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.