De har tidligere dannet regering sammen, men forholdet mellem Socialdemokratiet og De Radikale er ikke specielt tæt i disse dage.
Senest har De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, udtrykt sin bekymring for, at Socialdemokratiet er begyndt på et tættere samarbejde med Dansk Folkeparti.
Men den bekymring fra De Radikale forstår Mette Frederiksen, den socialdemokratiske formand, ikke.
- Det er et besynderligt argument fra De Radikale, og det afviger også fra den tradition, De Radikale har for at samarbejde i Folketinget.
- Jeg kan huske, at Morten Østergaard tidligere har udtrykt, at der er behov for et opgør med blokpolitikken, og at det er nødvendigt, at man kan samarbejde bredt.
- Det er præcis det, vi står for i Socialdemokratiet. Selvfølgelig skal vi kunne samarbejde hen over den politiske midte i Danmark, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/