Statsminister Mette Frederiksen (S) er onsdag på besøg i Ukraine.
Her blev hun mødt af sang og langvarige, taktfaste klapsalver, da hun onsdag formiddag dansk tid holdt tale for parlamentet i hovedstaden Kyiv.
- Mine kære ukrainske venner, indledte Mette Frederiksen sin tale.
- I de seneste 18 måneder har jeg besøgt Ukraine flere gange. Krigens ødelæggelser er hjerteskærende. Grusomheden i de russiske ødelæggelser. Familier, der har mistet deres hjem. Mødre, der har skullet tage afsked med deres sønner. Ord kan ikke beskrive, hvad I har skullet gennemgå.
Mette Frederiksens besøg kommer, efter at Danmark i sidste måned varslede, at man donerer 19 F-16-kampfly til Ukraine.
- I og Ukraine står stadig. Verden har set den ufattelige styrke, det ukrainske folk besidder, lød det fra Mette Frederiksen i parlamentet onsdag formiddag.
Mette Frederiksen fik en invitation fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, da han var på besøg i Danmark i august.
Dengang takkede han for Danmarks hjælp i Ukraines kamp mod Rusland.
- I dag vil jeg gerne give det tilbage, sagde Mette Frederiksen onsdag.
- Jeg vil gerne takke Ukraine, præsidenten, medlemmer af Ukraines parlament, ukrainske mænd og kvinder. Tak for at udkæmpe denne forfærdelige krig.
Onsdagens besøg er hendes tredje i Ukraine.
Med sig har Mette Frederiksen et løfte om ekstra 300 millioner kroner, der skal gå til genopbygning, humanitær støtte og andet.
Ukraine går snart en kold vinter i møde. Det gør behovet for vand, varme og el mere akut i de byer, hvor krigen har sat sine spor.
Med de 300 millioner kroner ekstra er der afsat i alt 1,5 milliarder kroner til Ukraine i finanslovsforslaget for 2024. En del af pengene skal gå til indsatser i nabolande som Georgien og Moldova.
Tidligt onsdag morgen nåede Mette Frederiksen også at mødes med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, som ligeledes er på besøg i Kyiv onsdag.
Blandt andet blev de danske donationer af F-16-fly til Ukraine drøftet.
Mette Frederiksen har sin mand, Bo Tengberg, med sig på besøget i Kyiv.
De indledte besøget med at lægge blomster ved et mindesmærke for hundredvis af ofre i Kyiv-forstaden Butja. Byen dannede ramme om en massakre i krigens første uger i foråret 2022.
- Nu har krigen været i gang i halvandet år. Når man går her, ser man de steder, hvor krigsforbrydelserne er blevet begået, siger Mette Frederiksen.
Da russiske styrker trak sig ud af Butja efter nogle ugers belejring i slutningen af marts 2022, blev over 300 civile fundet dræbt i byen.
Mange ofre lå i byens gader, nogle af dem bagbundet og skudt.
/ritzau/